Event Afdelingen
En ny afdeling i Mørke Idrætsforening
Vi er glade for at kunne præsentere vores nye Event afdeling i Mørke IF. Vi er også rigtig glade for, at Kasper Urth har sagt ja til at stå i spidsen for denne afdeling.
Afdelingen er opstået i kølvandet på de store udfordringer Mørke Byfest stod med i 2018 med mangel på frivillige hænder og afgående medlemmer i Byfestudvalget. Der skulle findes en løsning, så vi forsat kunne holde Mørke Byfest, som så mange igennem årerne har lagt fantastiske store kræfter og utallige af timer i.
Deraf opstod ideen om at lave en Event afdeling i Mørke IF.
Kort fortalt bliver det en afdeling i Mørke IF, hvis primære formål bliver at stå for økonomien samt koordinering af events i Mørke IFs regi. Dette gøres blandt andet i form af udvalg i afdelingen, som p.t. er Byfestudvalget, Julefrokostudvalget og Frivilligfestudvalget, der står for planlægning og afvikling af hver deres respektive events. Men også i form af en fælles platform for ideer, knowhow og indkøb af både stort og småt, til disse begivenheder.
Med dette setup forventer vi at kunne støtte og drage nytte af de fælles træk der er imellem de events der allerede eksisterer på nuværende tidspunkt. At det bliver en grobund for yderligere tiltag som ikke mindst gavner klubben økonomisk, men også underholder alle de skønne mennesker som vælger at deltage i både Byfesten, Julefrokosten, Frivilligfesten og måske endda nye begivenheder.
Vi ser lyst på fremtiden og glæder os til at underholde jer med mere end sport.